Spørgsmål om hypnose og hypnoterapi

Der er mange der spørger, hvad hypnose og hypnoterapi er og hvordan det opleves. Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål om hypnose og hypnoterapi.

Kan alle mennesker blive hypnotiseret?
Ja, hvis de selv ønsker det. Der er dog enkelte, som først oplever dyb trance efter et par gange. Der kan ligeledes være forskel på hvordan og hvor dyb trancen opleves fra gang til gang. Da den form for hypnoterapi jeg udfører (Heart-Centered Hypnotherapy), kræver fuld medvirken fra klienten, vil der være tale om en lettere trance, hvor du vil være i stand til at huske alt både under og efter hypnosen.

Er jeg helt væk eller sover jeg?
Du er hverken væk, bevidstløs eller sovende – du er i en anden bevidsthedstilstand, hvor du har nemmere adgang til dine følelser og hukommelse. Skulle du mod forventning falde i søvn, vil du blidt blive vækket, så du kan medvirke igen. Tidsopfattelsen kan opleves ændret (som regel meget kortere) - således at en time måske føles som 10 minutter. Eller at alting sker lige nu. Mange gange oplever man ikke at man har vært i trance før man kommer tilbage til sin bevidste væren.

Hvad nu hvis jeg ikke ”vågner” igen?
Det er aldrig sket, at en person ikke er kommet ud af trancetilstanden igen. Dog forekommer det relativt hyppigt, at der er nogle, der synes det er så behageligt at være i trancen, at de ønsker at blive i trancen i stedet for at komme tilbage til hverdagen. De får lige et par minutter mere, inden jeg bringer dem tilbage til almindelig vågen tilstand.

Vil jeg afsløre ting, jeg ikke har lyst til?
Nej, det er ikke muligt af få en person til at gøre eller ”afsløre” ting under hypnose, som de ikke selv har lyst til. Selv under de kendte TV- eller scenehypnoser, der bruges til underholdning, gør folk intet, de ikke grundlæggende (måske ubevidst) selv ønsker. Inden programmet udvælges de personer, der har størst mulig indre trang til at optræde.

De bringes herefter i en særlig dyb hypnotisk tilstand. Dén trance jeg benytter til hypnoterapi, er lettere form end scenehypnose og du vil derfor kunne huske alt og selv bestemme, hvad der sker undervejs i terapien. Hvis du under hypnosen kommer i tanke om ting, du havde glemt eller fortrængt, bestemmer du selv, om du ønsker at arbejde med dem denne gang, senere eller måske aldrig.

Bestemmer hypnoterapeuten over mig?
Nej, i virkeligheden er al hypnose = selvhypnose – du kan kun blive hypnotiseret, hvis du selv ønsker det. Det er således også dig, der bestemmer, hvad du siger og gør. Du hører terapeuten klart og tydeligt under hele trancen og du vil være i stand til både at melde til og fra og sige ja og nej til alle spørgsmål og terapeutiske forslag du bliver stillet under hypnoterapien.

Mister jeg kontrollen under hypnosen?
Nej, men du løsner det greb, dit bevidste sind har over dig og din underbevidsthed. Det bevirker at du nemmere vil kunne skabe kontakt til din intuition og indre stemme. Denne integration/kontakt mellem det bevidste og det ubevidste sind er nok til at mange giver slip på mønstre eller vaner, de gerne vil være fri for.

Skal jeg lukke øjnene?
Nej, hvis du helst vil have dem åbne, kan du godt have det. Dog oplever de fleste en langt dybere trance med øjnene lukkede. Vi arbejder med dine indre mentale og følelsesmæssige billeder og forestillinger fra din fortid, nutid og fremtid – hvorfor lukkede øjne blot gør det nemmere for dig, at holde kontakten til det der foregår i dig og i din krop under arbejdet i hypnoterapien.

Hvis ønsket om at have øjnene åbne hænger sammen med en angst for at miste kontrollen, kan vi gå ind og arbejde direkte med den problemstilling, hvis du har lyst til det.

Hvor mange gange skal jeg være i terapi?
Det bestemmer du selv. Min opgave er at hjælpe dig hurtigst muligt til størst mulig selvindsigt og hjælp-til-selvhjælp. Dvs. at terapien skal gøre dig i stand til at blive din egen ”terapeut” og vejleder eller sagt på en anden måde – at gøre dig til direktør i dit eget liv. Hypnoterapi er som terapiform meget effektiv, hvorfor man hurtigt når ind til problemernes kerne. Der er derfor som oftest tale om kortere terapiforløb.

Udgangspunktet med hypnoterapi er baseret på en forvisning om, at den enkelte person selv rummer alle svarene i sig - nogle gange skal der bare en hjælpende hånd til, for at skabe kontakt til den indre stemme, som så vejleder dig til selvindsigt og udvikling. Mange oplever stor forskel allerede efter den første session. Andre mærker tydeligere forskel efter 4-6 gange. En del opdager derudover undervejs i terapien nye problemstillinger, som de så ønsker at tage hul på i en senere session.

Du gør forskellen i dit liv - hypnoterapien hjælper dig på vej!